Gyldendal skal have ny administrerende direktør
Dato: 24. oktober 2017

Gyldendal skal have ny administrerende direktør

Gyldendals administrerende direktør siden 1999, Stig Andersen (64), ønsker at fratræde sin stilling for at gå på pension, og der er derfor i dag indgået aftale om, at Stig Andersen forlader sin stilling, når en ny administrerende direktør er ansat.

 

Stig Andersen skal ifølge sin kontrakt træde tilbage i efteråret 2018, hvor han fylder 65. Stig Andersen ønsker imidlertid, at processen med at finde hans efterfølger igangsættes allerede nu, og Stig Andersen træder således tilbage, når bestyrelsen har fundet en afløser.

 

Bestyrelsesformand Poul Erik Tøjner siger om Stig Andersens virke:

 

"Stig Andersen indtager en uomgængelig historisk plads i fortællingen om fastholdelsen af Gyldendals position i Danmark som dannelses-institution og udviklingen af forlaget til den forretning, det skal være for at kunne fastholde frihed og publicistisk målsætning. Stig Andersen har i sin lange periode som direktør samlet en lang række forlag - store som små - i Gyldendal-koncernen og har med sikker sans for kvalitet og med stor samvittighedsfuldhed honoreret den ikke altid nemme udfordring det er både at tjene penge og sikre dansk litteratur, forskning og undervisning en central plads i kulturen. Stig Andersen har skabt rum til, at datterselskaber har kunnet blomstre, samtidig med at han konstant har haft sans for helhedens betydning - Gyldendal. Således vellidt blandt sine chefer og medarbejdere er det en markant æra, som snart slutter med Stig Andersens fratrædelse. Bestyrelsen udtrykker sin store anerkendelse af Stig Andersens afgørende indsats og betydning for Gyldendal og for forlagsvirksomhed i Danmark."

 

Stig Andersen siger: "Den sværeste, men også den sjoveste, opgave som Gyldendal-direktør er at afbalancere hensynet til mangfoldighed og kvalitet i udgivelserne på den ene side med en rimelig indtjening på den anden. Den udfordring har jeg mødt hver eneste dag i de mange år. Der findes - heldigvis - ingen facitliste, der fortæller hvornår balancen er den rigtige. Det er derfor, opgaven bliver ved med at stimulere og inspirere. Jeg kommer til at savne arbejdet med at lede efter balancen sammen med mine gode kolleger. Virkelig."

 

Bestyrelsen påbegynder nu arbejdet med at finde en ny administrerende direktør.

 

 

GYLDENDAL A/S

På bestyrelsens vegne

Poul Erik Tøjner, bestyrelsesformand

 

For yderligere informationer kontakt:

Bestyrelsesformand Poul Erik Tøjner, telefon 2855 5070

Adm. direktør Stig Andersen, telefon 5151 1400

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail